Lærerrollen i dag
Retur til opgaver.

( Indholdsfortegnelse mangler. ) 

1. Indledning

En rolle er normalt noget, man går ind og ud af uden større besvær, og det rimer kun dårligt med lærerens bestilling. Vi har valgt at bruge ordet alligevel, ud fra en definition: en konsistent forestilling om lærerens opgave og betydning. Således opfanger vi både lærerens egne visioner og omverdenens forventninger til embedets indehaver – i spændvidden fra kaldsbevidst opdrager til habil funktionær med beskedne indkomster.

Vi ønsker med vores opgave at beskrive, hvordan lærerrollen opfattes i dag og hvad der kan ligge til grund for denne opfattelse. Vi vil komme ind på en ændret pædagogik og herunder kort fortælle hvor nutidens pædagogiske tanker har været tænkt før. Vi vil skildre lærerens ændrede rolle i forhold til den nye pædagogik, der med den nye FL er kommet ind i folkeskolen, og kigge på formålsparagraffen i FL. Vi vil undersøge hvilke forventninger henholdsvis eleverne og lærerne har til lærerens rolle og om disse stemmer overens. Til dette vil vi benytte et interview med klasselærer Carsten Nørballe samt en artikel af formanden for Danmarks Elev Organisation Sofie Kyllesbech. Vi vil beskrive lærerens dilemma, omhandlende hvor tydelig han/hun skal fremstå i undervisningen. Til sidst vil vi kort ridse op, hvorledes den nye lærerprofession stiller store krav til lærerens faglighed, rummelighed og personlighed.

Vi vælger i vores opgave at se bort fra tidligere forandringer af lærerrollen. Desuden vælger vi ikke at komme ind på forældrenes opfattelse af lærerrollen.

 

2. Hvordan opfattes lærerrollen i dag?

At alle har meninger om og forventninger til lærere og deres profession hersker der næppe nogen tvivl om. Man behøver blot at slå op i div. dagblade, før man bombarderes med stærke meninger om dette og hint vedr. lærerrollen. Det undrer os, at lærernes omdømme har udviklet sig omvendt proportionalt med jobbets kompleksitet; Det ser ud til at jo større krav og flere krav der stilles til læreren, desto ringere bliver professionens renommé! Dette er et paradoks, som vi mener, hverken lærerne eller folkeskolen fortjener at trækkes med. Spørgsmålet er, om man kan finde forklaring på paradokset, hvis man ser på forandringerne i samfundet, både på individ-, nationalt- og globalt plan. Vi er bla gået fra et industrisamfund til et informations-, teknologi- og servicesamfund. Vi er i dag også mere kritiske og ikke blege for, at gøre os kloge på hvad som helst og skal gerne få vores mening sagt.

Disse forandringer skaber også i folkeskolen behov for nye kvalifikationer og heraf følger nye forventninger til hvad lærernes ansvars- og kompetenceområde bør dække. Forventningsintensiteten vokser som følge af holdningsbombardement fra mange sider, bl.a: elever, studerende, kolleger, ledelse, politikere, aftagere mv.

Lærerens rolle skal fremstå klart og tydeligt og de tilknyttede forventninger skal være realistiske og kunne indfries, ellers daler tilfredsheden i jobbet, og det samme sker let med lærernes anseelse. Men risikoen for modsatrettede forventninger er stor.

 

3. Et skift i pædagogikken

Der foregår en omfattende udvikling i lærernes arbejde; en ændring i pædagogikken, hvor fokus skifter fra undervisning til læring. Dette medfører bl.a. at eleverne og selve læreprocesserne i højere grad kommer i centrum.

Folkeskolen er imidlertid et sted, hvor der bør forekomme en vis kontinuitet med et halvt historisk øje på traditionen. Den skal selvfølgelig ikke være et museum over en svunden tid. Skolen skal derimod yde sit bidrag til, at en positiv udvikling kan ske – i med- og modspil.

Men vi behøver ikke forsøge at narre os selv til at tro, at vi går på jomfruelig grund - tænker tanker, der ikke er tænkt før. Allerede i 1700-tallet revolutionerede den franske filosof Jean-Jacques Rousseau måden man ’så’ og ’mødte’ børn på. Uden at man rigtigt præciserer, hvad Rousseau egentlig forstår ved ’naturlig’ opdragelse, stopper man i reglen her: Rousseau er den moderne uddannelses fader. Han er filosoffen, der opdagede barnet. Han gav det unge menneske individualitet. Han gav det enkelte menneske dets frihed tilbage, han satte det fri fra det overordnede samfunds autoritet.

Set i dette historiske lys, kunne noget tyde på, at det tager mere end en eftermiddag at revolutionere den danske folkeskole.

 

 4. Hvad er formålet&ldots;.?

Uddannelsessystemet, herunder folkeskolen, skal kvalificere til nye jobtyper og sikre færdigheder, viden og personlig kvalifikationer, som giver mening for den enkelte – også med sigte på mange andre sider af tilværelsen end arbejdslivet.

Formålet med folkeskolen er iflg.: FL § 1 at ’&ldots;fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling’. Endvidere må FS ’&ldots;søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle’. Endelig skal FS bl.a. ’&ldots;forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati’.

Folkeskolen forudsætter altså, at undervisningen tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger, og at den skal rumme udfordringer for alle elever.

Læreren har ansvaret for undervisningen og dens indhold, for den faglige kvalitet og for at samarbejdet mellem fagene lykkes. Læreren skal imidlertid ikke blot planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen, men både være formidleren, og den der hjælper eleverne med at tage et ansvar for undervisning læring, så den enkelte arbejder med stoffet på den mest frugtbare måde. Det drejer sig således ikke blot om at sikre et godt fagligt udbytte af undervisningen, men også om udvikling af personlige kvalifikationer og om at skabe grundlag for tilbagevendende uddannelse og livslang læring.

Der har i de senere år været meget debat omkring fornyelse i folkeskolen. Læreren skal besidde evnen til at fremme kvalifikationer som selvstændighed, kreativitet, initiativ, nysgerrighed, evnen til både at arbejde individuelt og sammen med andre samt evne og vilje til at lære nyt, hos eleverne. Men fra før at have været betragtet som en del af ’den skjulte lærerplan’ og blot ’en nyttig sidegevinst’ vægtes det nu på linie/lige fod med undervisningens mål.

Men

 

5. Hvad siger eleverne?

Formand for Danmarks Elev Organisation, Sofie Kyllesbech benytter i sin artikel flg. citat :

Her er selvfølgelig tale om læreren. Manden, der har skrevet det, var præst i Schweiz for ca. 200 år siden, men efter Sofies mening har han forstået det, der stadig er det essentielle i læringsprocessen.

Sofie mener, at læreren i dag skal forstå at udnytte og gøre opmærksom på hver enkelte elevs kvaliteter, samt forstå at udfylde hver enkeltes behov for ekstra støtte eller yderligere udfordring. Hun mener endvidere, at nøgleordene for en vellykket skolegang ikke er ord som slid og viden; eleverne skal selvfølgelig lære noget, og for dette er et godt grundlag: 1) at eleverne har det godt i klassen og på skolen i det hele taget, 2) motivation.

Et gammelt ordsprog siger: ’Nok kan man tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke." Og det er sandt. Det er netop af den grund, at motivation og interesse fra elevernes side er altafgørende for en succesfuld indlæring. Sofie forventer af fremtidens lærere, at de kan give eleverne ’blod på tanden’, for lige så snart eleverne er motiverede og engagerede, kan de godt sluge vandet i sig – eleverne kan godt selv indhente viden, hvis de er interesserede. Med dette mener Sofie ikke, at viden er en ligegyldighed, men det, der er værd at prioritere højt i skolen er, at lære eleverne, hvordan de indhenter, sorterer og videregiver viden frem for den egentlige vidensformidling.

Det er Sofies fornemmelse, at eleverne har brug for en lærer, der optræder som et helt menneske i den forstand, at læreren har holdninger, følelser, og erfaringer som vedkommende ikke lægger skjul på. Eleverne vil gerne kunne stole på læreren, som er en af de få voksne, stabile mennesker i deres liv (foruden familie). Sådan en er der brug for. Derfor er det yderst vigtigt, mener Sofie, at læreren har en personlighed og overskud til en lille snak på gangen, hvis dette er nødvendigt. Dermed ikke sagt eller ment, at læreren skal erstatte elevernes forældre – det skal han/hun netop ikke. Læreren skal være en god ven, der lidt mere moden og fornuftig end kammeraterne.

 

6. Hvad siger lærerne?

Det kan godt gå hen og blive et problem, at indfri Sofies (og andre elevers) forventninger til lærerrollen i dag. Vi fandt i vores interview med Carsten Nørballe (CN) ud af, at læreren ikke er interesseret i at blive elevernes gode ven, den modne og fornuftige kammerat. Han mente ganske vist i starten af lærergerning, at han ville være ’menneske’ frem for ’lærer’, men denne holdning har han mått revidere over årerne, da han mener, at det kan man slet ikke holde til, hvis man ikke skal blive udbrændt; bruge sig selv op. I et spørgsmål omkring den funktionstømning, der er sket fra hjemmet til institutionerne, mener CN, at det er meget vigtigt at få en diskussion i gang omkring, hvorvidt det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at folkeskolen påtager sig funktioner, der traditionelt er familiebundet. CN mener, at hele problematikken omkring, hvor ansvaret for opdragelse, dannelse og primær motivation bør placeres, skal tages op til seriøs debat og udmunde i et konkret politisk signal fra skolen. (Skolen her forstået som ledelse, bestyrelse og lærerteam). Ansvaret skal placeres i hjemmet! CN mener, at man som lærer hurtigt kan komme til at påtage sig alverdens ansvar i forbindelse med sin lærerrolle og det er ikke meningen. For at beskytte sig selv og netop ikke løbe sur i det må man udvikle en vis professionalisme og kunne sige fra – både over for elever og forældre.

 
7. Balance på et knivsæg

Det er vigtigt at opnå en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem lærer, elever og forældre, samtidig med at alle parter bliver mere bevidste om den proces, samarbejdet udgør. Derfor må det være lærerens opgave, at kreere en rimelig balance mellem at være tydelig og give plads: at være engageret til stede i faget og i eleverne. Altså tydeliggøre formalia for eleverne samt skabe meningsfulde rammer og udfordringer omkring elevernes lærerprocesser.

Eleverne skal have plads og mulighed for at udforske egne ressourcer, og det skal læreren give dem.

Eleverne skal desuden lære at tage initiativ og ansvar. Det er balance på et knivsæg. På den ene side risikerer læreren at tage ansvaret og arbejdet fra eleverne, hvis han/hun fylder for meget; er læreren omvendt for utydelig, er det med fare for, at eleverne kommer til at mangle de rammer, der kan give tryghed samt den faglige ’irritation’ eller modstand, der kan åbne op for nye vinkler og erkendelser hos eleverne.

Det er uden tvivl en meget stor udfordring for lærerne således, at skabe en passende balance mellem at være tydelige og give plads. Og der er næppe nogen tvivl om, at lærerne har brug for et inspirerende og understøttende miljø omkring sig.

 
8. En ny professionalisme

Den nye lærerrolle rummer forventninger til nye sider af lærerens personlighed. Der skal i stigende grad samarbejdes med andre lærere, forældre og elever. Dette stiller store krav til pædagogisk viden, til at kunne løse konflikter og til som menneske at forholde sig til værdier og holdninger, der er nødvendige for den demokratiske proces.

Den gamle lærerautoritet eksisterer ikke længere, men en ny må og er nødvendigvis opstået. Denne skal være baseret på professionalisme, - en professionalisme bestående af faglige og pædagogiske kvalifikationer samt personlige egenskaber.

Disse krav til læreren er nødvendige forudsætninger for at princippet ’ansvar for egen læring’ kan blive en del af undervisningen i folkeskolen. Fænomenet sætter et naturligt spørgsmålstegn ved den traditionelle undervisning. Hvor det før var ’nok’, at læreren havde undervist i dette eller hint stof på en alment acceptabel måde, skal han/hun nu sørge for at eleverne lærer stoffet, samtidig med at de får øget deres kreativitet, selvstændighed og ansvarsfølelse. Dette gælder alle elever uanset læringsforudsætninger.

 
9. Konklusion

Vi har redegjort for, hvorledes lærerrollen opfattes i dag. Vi fandt, at dette indeholder et paradoks, som går på lærerens dalende renommé i forhold til de udvidede ansvarsforventninger. Selv om forklaringen nok kan findes i samfundsforandringer, kan hverken folkeskolen som institution eller lærerne være tjent med denne modstrid. Disse forandringer har bl.a. medført en ny FL(1993).

Desuden har vi været inde på, at udviklingen i lærernes arbejde er grundet et skift i pædagogikken, hvor fokus skifter fra undervisning til læring. For lærerne i den danske folkeskole er dette noget nyt – noget bl.a. forandringer i FL har fordret – skønt de pædagogiske tanker er tænkt før, bl.a af Rousseau.

Ved et kig på selv samme FL’s formålsparagraf fandt vi, at læreren ikke blot har ansvar for undervisningens indhold og faglige kvalitet, men også skal sikre elevernes udvikling af personlige kvalifikationer og skabe grundlag for livslang læring.

Gennem folkeskoleelev og formand for Danmarks Elev Organisation, Sofie Kyllesbech fandt vi, at eleverne søger en kammeratlig; men moden og fornuftig ven i læreren. Han/hun skal virke som katalysator for motivation, og det er vigtigere at lære videntilegnelse end traditionel videnpåfyldning.

Ved et interview kom vi frem til, at CN, som uformel talsmand for lærerne, sidder på den anden bænk og frabeder sig på det kraftigste, at være elevernes kammerat. Noget tyder på at lærerne har brug for mere formelle rammer for deres ansvarsområde og at ansvaret for de funktioner, der knytter sig elevernes dannelse/opdragelse skal forblive/tilbage til hjemmet.

Altså har lærerne og eleverne (iflg. CN & Sofie Kyllesbech) ikke samme opfattelse af hvad lærerrollen skal indebære.

Dernæst erfarede vi, at eleverne skal have plads til i undervisningen at udnytte egne ressourcer. Det er her læreren skal balancere mellem, at give eleverne dette rum, men samtidig være tydelig nok og god nok til at støtte og vejlede eleverne. At finde denne balance er stor udfordring for læreren og dennes professionalisme.

Den gamle lærerautoritet er død og sammen med den, den gamle lærerprofessionalisme. Den ny lærerprofessionalisme stiller større krav til den enkelte lærers personlighed. Han/hun skal nemlig bla. fremme den demokratiske og selvstændige proces hos eleverne.

Lærerprofessionalismen må defineres i skæringspunktet mellem det gamle og det nye- fordi skolen befinder sig på nuværende tidspunkt lige netop der, hvor tradition og fornyelsen mødes. Det er, som det er blevet nævnt i indledningen, ikke blevet nemmere at være lærer – men, til gengæld giver mange heldigvis udtryk for, at det er blevet meget mere interessant.

 

10. Litteraturliste

Skovgaard-Petersen, Vagn: Lærerroller – siden dengang der var degne til, http://www.uvm.dk/gammel/sept2.htm

Peterson, Erling: Fremtidens lærerrolle, http://www.uvm.dk/gammel/sept10.htm

Jensen, Ole Vig: Fremtidens lærerrolle, http://www.uvm.dk/gammel/sept1.htm

Kyllesbech, Sofie: Elevernes forventninger – til skolen, læreren, os selv og hinanden, http://www.uvm.dk/gammel/sept13.htm

Krogstrup, Kirsten (red.): Folkeskoleloven med kommentarer, 5. udg., Vejle, Kroghs Forlag A/S, 1999.

 
Udarbejdet af : Maja Juul Lund, Maria Pedersen & Helle Lauridsen.