Indledning tilbage til opgaver

Vores første praktikperiode er nu overstået, og vi var positivt overraskede over vores klasses gode sammenhold og forståelse for hinanden. Vi undrede os og synes derfor, det kunne være interessant at undersøge, hvilke redskaber børnene skulle bruge for at omgås hinanden på en sådan måde. Hvor havde børnene lært at bruge disse, og er der nogen forskel på, hvad der rent faktisk læres børnene i skolerne, og hvad forventningerne er fra samfundets side? Vores udgangspunkt er derfor at undersøge, om der er overensstemmelse mellem, hvordan kravene til sociale kompetencer bliver fremstillet fra samfundets- og lovgivningens side, og til den praktiske udførelse i folkeskolen?

Vores definition på hvad sociale kompetencer indeholder: At skabe selvstændige individer som samtidig kan indgå i fællesskaber, at have respekt for hinanden og at kunne aflæse hinandens signaler. Derudover skal man udvikle en indsigt i egne og andres måder at forholde sig til hinanden på, samt at kunne konflikt- og problemløse.

 

Opdragelse og socialisering set i historisk sammenhæng

I 1930'erne og 40'erne begyndte både arbejder- og middelklassen at give deres børn en mere borgerlig opdragelse, byggende på idealer som disciplin og lydighed. I denne periode var det borgerklassen, som hovedsageligt sad på produktionsapparatet, hvilket bevirkede, at de kunne stille specifikke krav til deres arbejdere, præge indholdet i skolerne og derigennem også børnenes opdragelse. Datidens industrisamfund krævede, at folk kunne specialisere - og dygtiggøre sig inden for ét felt. Dette medførte, at behovet for den sociale kontakt på arbejdspladsen ikke var så relevant, som man tidligere havde oplevet den inden for landbruget. Tiden kom til at spille en større rolle både på arbejdspladserne og i skolerne, og man skelnede nu klart mellem arbejde og fritid 1).

En tendens til større individualisme opbrød de store landbrugs- og arbejderfællesskaber. Denne udvikling gjorde sig især gældende i 50’erne, hvor også velfærdsstaten fik sin begyndelse. Kernefamilier blev en mere udbredt familieform, hvor idealet med den hjemmegående husmor blev praktiseret. "Renlighed, ro, og regelmæssighed" 2) blev gjort til hjemmets dyder. Samtidig ændredes synet på børnene, og opdragerfunktionen blev mere omsorgskrævende. Familierne fik på nuværende tidspunkt 2-3 børn, hvilket bevirkede, at der var mere tid til det enkelte barn. De individuelle behov blev prioriteret højere, hvilket bl.a. gav sig udslag i, at børneværelser blev mere udbredt. Husmodertypen kom dog ikke til at spille en dominerende rolle set over en længere historisk periode. Højkonjunkturerne i 60’ernes skabte et øget behov for arbejdskraft, derudover fik ønsket om økonomisk frihed ligeledes kvinderne ud på arbejdsmarkedet 3).

Fra 60'erne begyndte opdragelsen at blive mere fleksibel og demokratisk, og i kraft af at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, blev opdragerrollen mere ligeligt fordelt i hjemmene. Kvindens rolle som omsorgsgiver og opdrager skiftede fra udelukkende at være en funktion i hjemmet til også at gælde i de offentlige institutioner. Børnene blev under opdragelsen påvirket fra flere forskellige instanser og dette allerede i de tidlige barneår. Deres personlige udvikling var underlagt en dobbeltsocialisering, hvilket både kunne have en positiv og negativ effekt 4). Den positive effekt kunne være, at børnene blev påvirket af flere forskellige væremåder, og måske derfor blev mere åbne overfor forskellige holdninger. Modsat kunne det have en negativ effekt, hvis de to væremåder var vidt forskellige, og derfor var med til at gøre børnene forvirrede og usikre. Det negative ved dobbeltsocialiseringen kunne også være, at børnene kunne tage negative oplevelser med fra hjemmene til institutionerne eller omvendt. Dette kunne medføre en ond spiral, som forværrede situationen både i hjemmet og institutionerne.

 

Kravene fra dagens samfund til dannelse af sociale kompetencer

I modsætning til industrisamfundet hvor arbejdet var forholdsvis individuelt, og hvor ordrer udelukkende kom fra hierarkiets top, har nutidens arbejdspladser generelt en fladere struktur. Her er det vigtigt at kunne varetage forskellige opgaver, og dermed også tage ansvar for arbejdets indhold. Samarbejde er et nøgleord og det vægtes derfor højt at styrke børns sociale kompetencer. Man skal være fleksibel og god til at acceptere og forstå andres forskelligheder, samt kunne trække på hinandens styrker, så arbejdet kan blive effektivt. Der bliver i stor stil afsat ressourcer til at styrke arbejdsmiljøet gennem teambuildingskurser m.m., da man er meget opmærksom på, at et godt kollegialt samarbejde skaber bedre arbejdsresultater.

Ser man på forældrenes krav til deres børn, lægger de stadig stor vægt på det faglige. Forældre værdsætter formentlig, at deres børn skal kunne samarbejde og indgå i sociale relationer, men hvis fagligheden ikke er i orden, vil dette problem hurtigt være det, man vægter mest. Når forældre, og folk i al almindelighed, i dag så skal vurdere om børnenes kundskaber er i orden, gør de det ubevidst med baggrund i deres egen skolegang. Kritikken går på, at børnenes almenviden ikke er høj nok samtidig med, at basale læse- og regnefærdigheder ikke er gode nok. I den kritik glemmer man blot, at informationer i dag er let tilgængelige, og det derfor er mere vigtigt at lære børn, hvordan de får adgang og forståelse for disse informationer samt at være kritiske overfor dem.

I takt med at begge forældre bruger mere tid på arbejdet, fritidsaktiviteter m.m. overgår en del af den opdragende funktion til skoleregi. Det at skolen i dag har flere funktioner end tidligere, kombineret med at der tildeles færre ressourcer, kan muligvis give sig udslag i en ringere faglighed 5). Men faglighedskritikken, som den fremstilles i medierne, er ofte taget ud af en større sammenhæng. Man glemmer, at børnene får nogle andre handlekompetencer, som gør, at en evt. ringere paratviden ikke behøves at være et problem.

 

Folkeskolelovens krav

Som ovenover beskrevet er det i dag andre krav, man fra samfundets side stiller til den kommende generation af samfundsborgere. Disse krav kommer til udtryk i lovgivningen, hvor man fra ministeriets side har pålagt skolerne, i stigende grad, at tage vare om den enkelte elev med henblik på at styrke elevens alsidige personlige udvikling. Som beskrevet i formålsparagraffen er det lovpligtigt, at skolerne i samarbejde med forældrene "fremmer elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer&ldots;.". Ydermere skal skolerne forberede "eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter" 6).

Skolerne har altså tildels ansvaret for at (ud)danne eleverne til demokratiske mennesker, som skal kunne begå sig i et demokratisk samfund. Disse idealer er jo på ingen måde nye og ukendte, men har dannet grundlag for samfundets udvikling gennem de sidste 150 år. Vægtningen af indholdet i demokratitanken -værdier som lighed, frihed og fællesskab- har muligvis rykket sig i takt med den stigende individualisering. Det enkelte individs frihed bliver i dag sat højere end fællesskabet - med deraf følgende konsekvenser. Til trods for, at der i formålsparagraffen stilles krav, som har et fælles sigte, så bliver der i stigende grad lagt mere vægt på værdier, der retter sig mod det enkelte individ. Det er tankevækkende, at undervisningsdifferentiering netop nu bliver nedskrevet i folkeskoleloven 7), for hvis man spørger lærerne, har det mere eller mindre foregået hele tiden. En årsag til, at det netop nu bliver nedskrevet kunne være, at der er stor fokus på det enkelte individ, samt at kvaliteten af undervisningen skal være målbar.

 

Folkeskolens rammer for tilegnelse af sociale kompetencer.

Når man fra samfundets - og lovgivningens side pålægger skolerne at varetage opgaver, som ligger udover det faglige område, bliver skolerne medansvarlige for børnenes udvikling af sociale kompetencer. Der kan i skolerne være problemer med at opfylde disse krav, da ressourcetildelingen ikke er i overensstemmelse med de opgaver, der bliver dem pålagt. Skolernes samlede funktioner bliver til stadighed mere tidskrævende, mens nedskæringerne fortsætter, hvilket efterlader nedprioriteringer som en nødvendighed. Eksempelvis er lærernes opgaver også udvidet til at omfatte nedskrevne årsplaner og evalueringer, hvilket kan blive på bekostning af det pædagogiske arbejde.

Til trods for, at de sociale kompetencer tillægges større og større værdi er det stadig fagligheden, som elever primært bliver bedømt udfra. Dette kan resultere i en indbyrdes konkurrence, som ikke nødvendigvis er til gavn for klassens sammenhold og dermed virke nedbrydende for udviklingen af de sociale kompetencer. I skolen bestræber man sig på at styrke elevernes evne til gruppearbejde, men det man oftest ser er et individuelt arbejde, som til sidst afleveres som et "fælles" projekt 8). Ser man bort fra featureuger, er skolens struktur ikke specielt velegnet til projektarbejde. Industrisamfundets indretning med faste tidsskemaer præger stadig skolens arbejdsgang, hvor mere fleksibilitet kunne være en fordel 9). Udover de fysiske rammer kan lærerens person også være afgørende for, hvordan elevernes vilkår er for at tilegne sig de sociale kompetencer. Lærerens sociale baggrund -habitus- er dannet i et industrielt samfund, hvor andre værdier, end i dag, gjorde sig gældende. Der vil derfor højst sandsynligt gå en lang årrække, før man kan opleve lærere, hvis habitus er dannet på et grundlag, som svarer til værdierne i et postindustrielt-/moderne samfund.

 

Konklusion

Umiddelbart synes vi ikke, at der er overensstemmelse mellem skolernes mulighed for at tilegne børnene de sociale kompetencer, og de fra samfundets- og lovgivningen side stillede krav. Denne konklusion bygger især på lærernes manglende tid til den enkelte elev, samt den uhensigtsmæssige struktur skolerne stadig er indrettet efter. Dette gælder både med hensyn til de faste skemaer og fokusen på elevens faglige evner.

Vores praktiske erfaring viser dog, at man på trods af knappe ressourcer og de ovenover beskrevne forhold alligevel har en velfungerende klasse, som har udviklet social forståelse for hinanden. Skyldes det, at de sociale kompetencer dannes et andet sted end i skolerne? Det vil sige, at børnene på forhånd eller undervejs i opvæksten har tilegnet sig disse færdigheder, som de nu gør brug af i skolen. Eller er det i vores tilfælde de gode sociale egenskaber, som vores praktiklærere besad, der kan tillægges æren for det gode resultat? I samme forbindelse skal det nævnes, at de fleste børn i vores klasse kom fra socialt velfungerende hjem.

Der er svært at give et endegyldigt svar, men det kan lede os over mod et andet spørgsmål: Er det overhovedet skolens opgave at varetage opdragende funktioner? Ville det være mere hensigtsmæssigt, at lade skolerne stå for den undervisende del, og i stedet lade andre offentlige institutioner som SFO'er m.m., foruden forældrene, varetage den opdragende rolle? Et argument mod dette kunne være, at ikke alle børn opholder sig i en daginstitution og ansvaret kunne derfor ikke placeres der. Derudover kan det være givende for børnene at lære sociale kompetencer i forbindelse med et samarbejde i fagligt henseende, som senere ville være til gavn på arbejdsmarkedet.

Et tredje spørgsmål kunne være, om der i virkeligheden er så store problemer i skolerne, som det fremstilles i medierne, og om størsteparten af børnene i virkeligheden ikke er velfungerende –hverken mere eller mindre? Har der ikke altid været problemer i en eller anden grad, som bare ikke tidligere er blevet gennemanalyseret og problematiseret? Er "problemet" i dag i virkeligheden, at vi/samfundet er så fokuseret på problemer, at det skaber problemer?

 

 

Noter

  1. "Socialisering og Habitus-" kap. 3

  2. "Socialisering og Habitus-" s. 124

  3. "Socialisering og Habitus-" kap. 5

  4. "Socialisering og Habitus-" kap. 10

  5. "Socialisering og Habitus-" kap. 4

  6. Folkeskoleloven § 1

  7. Folkeskoleloven §18

  8. "Socialisering og Habitus-" kap. 10

9. "En skole for fremtiden" – Skole og Samfund

Kilder

Bøger:

Jerlang, Espen og Jesper: "Socialisering og Habitus – individ, familie, samfund", Munksgaard Rosinante 1996

Folkeskoleloven med kommentarer, 5. udgave, Kroghs forlag ApS 1999

Artikel:

"En Skole for fremtiden", debatoplæg af Forældreorganisationen Skole og Samfund, maj 1999,

www.skole-samfund.dk/holdninger/fremtidensskole.htm

 

Baggrundsmateriale

Interview med folkeskolelærer Inger Ankerstjerne fra Skolen på La Cours vej, Frederiksberg.

Bøger:

Jerlang, Espen: "Selvforvaltning", P.J. Schmidt A/S 1998

Juul, Jesper: "Et æble til læreren", Clemenstrykkeriet 1993

Juul, Jesper: "Dit kompetente barn", Clemenstrykkeriet 1996

Artikel:

Forældre i skolen, pressemeddelelse fra Forældreorganisationen Skole og Samfund, februar 1999,

www.skole-samfund.dk/presse/pres990212.htm

 

Kontekstbeskrivelse

Vores første praktikophold fandt sted på Skolen på La Cours Vej. Skolen har beliggenhed på Frederiksberg - er af ældre dato fra 1911 og bygger på et udviklingspædagogisk grundlag, som kan føres tilbage til 1930´erne. Skolen kan karakteriseres som en velfungerende skole uden store sociale problemer, hvor vores praktikklasse er et eksempel på, hvordan en klasse fungerer godt i socialt henseende. Der er stor indbyrdes forståelse og et godt sammenhold, mens den enkeltes identitet stadig bliver bevaret. Det er en 4. klasse med to kvindelige lærerinder, som til stadighed ligger vægt på at danne rammerne for, at de sociale kompetencer blandt børnene kan udvikles.

Fra ledelsens side bliver der ligeledes lagt vægt på, at børnene får de nødvendige værktøjer til at kunne danne menneskelige relationer. Målsætningerne er, at børnene lærer at indgå i forpligtende fællesskaber, danne demokratisk forståelse samt evne til at samarbejde. Skolen bestræber sig på at udfordre eleverne intellektuelt, følelsesmæssigt, fysisk samt socialt. Ydermere tager skolen udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger for læring og tilegnelse, og for hvordan dette kan fungere ansvarligt i forhold til sig selv og i fællesskabet.

Udover interessen for det enkelte barn i skolen koncentrerer skolen sig også om at opbygge et konstruktivt samarbejde med forældrene. Der er vigtigt at se barnet som en del af en større sammenhæng, både som individ og som en del af et klassefællesskab.

Ser man på skolens målsætninger tager de udgangspunkt i Folkeskolelovens formålsparagraf. Tidligere blev den enkelte skoles målsætninger ikke nedfældet på skrift, da loven i sig selv var målsætningen for skolen. Tiden er nu til formulerede målsætninger, skriftlige evalueringer og tilrettelagte årsplaner, hvor kontrol er blevet en selvfølgelighed og efter nogles mening en nødvendighed. Dette afspejler en mindre tillid til indholdet i skolen og stiller større krav til lærerne, hvor kontrolfunktionen kan sidestilles med den generelle tendens i samfundet, hvor folk er blevet mere kritiske og mindre autoritetstro!